- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 1344
I september 1938 i et forsøg på at bevare freden i Europa udtalte den britiske premierminister Chamberlain de berømte ord efter et internationalt møde, der reelt splittede Tjekkoslovakiet til fordel for Nazityskland. Nazityskland fortsatte sine forberedeser til krig, og mindre end et år efter brød 2. verdenskrig ud, da Sovjet og Tyskland invaderede Polen.
Hvorfor denne refleksion? Jeg ser en form for parallel til hændelserne i Mellemøsten og Iran. I et vis omfang tilstræber de fleste mennesker vel nok efter en form for fred, der kan få den enkeltes liv til at blomstrer. Men hvad stiller vi op, når modparten reelt ikke ønsker fred, men alene at opretholde magten over andre mennesker, koste hvad det vil?
Jeg har stor forståelse og en hvis grad af sympati for de meget forbeholdne politiske udtalelelse i forbindelse med den amerikanske likvidering af den iranske general. Det kan være en meget passende kortsigtet strategi at være lidt forbeholden og afventende, specielt når vi bor i et land af vor størrelse, og med så store handelsnteresser og afledte sikkerhedspolitiskeinteresser, som Danmark har i området.
Balancen står dog sin prøve, når vi samtidig skal stå ved vore egne generelle demokratiske principper.
Hvornår er det OK at likvidere en person, som angiveligt har været hovedmanden bag talrige terrorhændelser i både Mellemøsten og i resten af Verden?
Jeg har ikke et umiddelbart svar, men man kan i historiens lys, sige at vore forsøg med at inddæmme ondskaben med økonomiske sanktioner og andre politiske fredelige midler ikke ser ud til at have den store effekt, hverken på Iran, Nordkorea, Rusland m.fl. Vi har ikke opnået det store, andet end at landenes befolkningers lidelser bliver forlænget. Hvorvidt løsningen så er at fjerne nøglepersoner fra landenes ledelse, uanset deres beskidte fingre, er så det åbne spørgsmål
Jeg er langt fra den store Trump-fan, men måske skal der en bully til at håndtere disse problemstillinger, som indtil videre har været fastlåst i en form for konfilktskyhed.
- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 1417
Jeg har med fornøjelse fulgt DR2 serien med Anne og Anders fra forskellige hjørner af Mellemøsten, og jeg befinder mig i dette øjeblik for 8. gang i Ægypten.
Hvorfor er det egntligt, så svært for nogle af mine landsmænd at se på en ung omani-dreng på 14 - 15 år i sit fineste skrud, på vej til bøn i moskeen sige, at vi da skal behandle vore medmennesker ordentligt uanset tro (kristen versus muslim). Det bliver pludselig genstand for en større diskussion i forskellige medier, hvor folks fordomme og tildels uvidenhed bliver udstillet, i en uskøn sammenblanding med islamofobiske ytringer.
Jeg er nu i de seneste 10 år regelmæssigt kommet i Mellemøsten (Ægypten og Jordan) på ferie. Jeg møder generelt søde, venlige, hjertelige og velfungerende mennesker, som har mange af de samme drømme om et bedre liv, som jeg selv. Deres udgangspunkt er givet et noget andet end mit eget, men deres tilgang til andre mennesker minder meget om min egen.
Og ja, der er ligesom i de fleste lande i Verden er der sociale spændinger, som til tider blusser op. De ægyptiske koptiske kristne (15 % af befolkningen) bliver absolut ikke altid behandlet ordentligt. Ret tankevækkende skete der en opblussen af diskriminationen i perioden efter det frie demokratiske valg i forlængelse af det såkaldte arabiske forår. Den valgte præsident fra Det Muslimske Broderskab gjorde ikke meget for at fremme tolerancen blandt Ægyptens 2 store befolkningsgrupper. Som en muslimsk ægypter sagde til mig efter en god snak om livets forhold: Præsident Mursi "glemte" at han skulle være præsident for hele Ægypten, og ikke bare hans tro følgsvende blandt Broderskabet.
At der i religion er nogle dogmer, som er stærkt problematiske for en fritænker, som jeg selv (ateist), kommer nok ikke bag på nogle. Personligt har jeg meget svært ved at acceptere indiskutabele sandheder af religiøs karakter, men jeg respekterer enhvers ret til at tro på hvad som helst, sålænge den eller de personer ikke påtvinger mig det samme. At både det danske og ægyptiske samfund er under stadig påvirkning af forskellige økonomiske, kulturelle og socialt betingede forandringer er naturligvis helt evident. Men at sætte lighedstegn med et helt religiøst samfund og en gruppe utilpassede personer i Albertslund og på Nørrebro er for mig helt ubegribelig.
Selvfølgelig er disse personer ikke acceptable i den type samfund, jeg selv står for, og de skal naturligvis stækkes med de midler, som vi har givet politiet og domstolene, som alle andre kriminelle.
Jeg spørger mig selv, hvorfor intolerance i øjeblikket tilsyneladende har fat i en del mennesker, så de reelt sætter spørgsmål ved: Lighed for loven. Mit borgerligt konservative samfundssyn bliver udsat for en stor prøvelse, når jeg møder disse intolerante stemmer. Jeg vil til enhver tid kæmpe for mine danske identitet og frisind, men det er altså ikke det samme som at skulle udskamme mennesker med et andet livssyn, som udfordrer mit eget.
- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 1330
Under en palme og i skarp sol kan det være lidt svært at læse, men det kan lade sig gøre. Denne gang er jeg begyndt på en bog skrevet af Jonas Jonasson, som en fortsættelse af "Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt".
Første bog har allerede gået sin sejrsgang både som bog og som en hylende morsom filmatisering, om den hundredåriges strabadser.
Fortsættelsen skuffer absolut ikke.
"Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget" er en fortsættelse, der et must hvis du holdt af den første bog. Hylende morsom og underspillet fra start. Hvis de mange andre gæster her på hotellet i Sharm el-Sheikh kigger lidt underligt på mig indimellem er det nok ikke så mærkeligt. Om det er mit udseende eller de små kluk hver gang en nærmest comedy-inspireret punch-line udspiller sig i romanen, skal jeg være usagt. Bogen må blive indspillet som film med den samme skuespiller i front som den nu hundred og et-årige Allan Karlsson.
Af forskellige årsager havner Allan Karlsson som formodet schweizisk atomfysiker i Nordkorea, samtidig med at den svenske udenrigsminister Margot Wallstrøm bliver sendt til Nordkorea, som fredsmægler for FN. Et foretræde for "Den store leder" udvikler sig i den kendte komiske og bidende satiriske retning, som første bog også var fyldt med.
"Margot Wallstrøm tog en ekstra stor mundfuld af den vin, der var blevet skænket op for at berolige nerverne, mens hun spekulerede på, hvordan det mon ville gå, hvis nogen slap Kim Jong-Un og Benjamin Nethanyahu ind i det samme lokale. En monumental mangel på humor og selvironi over for en monumental mangel på humor og selvironi. Så manglede de bare Donald Trump som mægler."
Tak til søster og svoger for e-bogen, som bliver nydt.
Jeg har godt nok lidt ondt i maven af grin.
- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 1370
De personer der kendermed vil vide, at jeg ikke er et religiøst menneske - og så alligevel. For mig betyder det at være sammen med andre mennesker rigtigt meget og i særdeleshed familien. De foregående dage har været i rigtigt meget samvær med familien, og jeg har nydt det i fulde drag.
Det er desværre aldrig lykkedes for mig at få min "egen" lille familie, men jeg er så heldig at have den nærmeste familie tæt omkring mig Hvad den nærmeste familie også betyder fandt jeg klart ud af i foråret, da jeg blev ramt af et hjertesvigt. Det betyder en tryghed for en som mig, når ens hverdag pludselig bliver vendt på hovedet, og ens selvforståelse bliver sat på prøve Jeg vil påstå, at menneske ikke er "bygget" til at være ene, men har behov for at være sammen med andre.
I dag var jeg igen en tur i Den Blå Planet -. min egen katedral - Havets katedral. Igen var der rigtigt mange familier i mange kulører og former med børn i alle aldre. En enkelt bedsteforældre havde også sneget sig med ind, og jeg kunne igen indtage beskuerens rolle. Glæden over vand er selvfølgelig forståelig, ellers var de jo næppe opsøgt Den Blå Planet.
En lille lyshåret pige klamrer sig skræmt til farmand, første gang hun ser en rokke passerer over tunnellen, mens hun bliver beroliget af ham på et rolig svensk med en udtalt skånsk sprogtone. I næste øjeblik kigger hun med opspilede øjne på en hammerhaj, der svømmer stille forbi, og peger den ud for moderen, der står og kigger med. En indisk familie - far, mor og 2 børn, beder mig tage et foto, hvilket jeg med glæde gør. Bagefter sætter de sig sammen, og kigger stille på den store tanks fascinerende liv. Jeg tænker på selv at hoppe i tanken iført dykkerudstyr for at blive en del af den fantastiske verden under vandoverfladen.
Glæden ved vand har jo i høj grad defineret hvem jeg er, og både idrætten i svømmebassinet og snorklingen i Det Røde Hav er jo beviser nok. Måske betyder vand så meget, at jeg også definerer kommende rejsemål, ud fra nærheden til vand, og muligheden for at sejle, svømme og dykke i det. Selv det at bo tæt på vand er også vigtigt for mig - og egentlig er det jo også påfaldende. at jeg bor på en ø med vand til alle sider, og De Vestindiske Øer har en særlig tiltrækning på mig.
- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 1343
I dag tog jeg endnu et smut forbi Den Blå Planet for at finde et sted for i fred og ro at lytte videre til lydbogen - Slavernes Øer, der er den 3. bog i Thorkild Hansens prisvindende trilogi om slavetiden i Danmark, Vestafrika og Dansk Vestindien.
Fred og ro er der godt nok ikke meget af på Den Blå Planet en søndag, hvor familier med blå, grønne og brune øjne samler sig med deres afkom i alle størrelser, farver og former for at opleve den forunderlige verden under vandoverfladen. Jeg fandt en ledig plads foran den store havtank med hajer, rokker, stimer af guldmakreller og ikke mindst nyerhvervelsen en havskildpadde. Selv bag ørepropperne og lydbogens noget monotone oplæsning trængte lyden af stemmer med forskellig styrke igennem.