Den 23. april 2018 gik det pludselig hurtigt med kontakten til hospitalsvæsnet. Jeg har ikke været den største bruger af det danske sygehusvæsen, og er derfor hverken kendt i eller med det. Det vender vi lige tilbage til!
På vej af trappen til 1. sal på jobbet i Roskilde kunne jeg mærke at min krop var ved at give op, og de 20 m fra trappeopgangen til kontoret var en pinsel at gennemføre. Jeg havde i dagene op til den 23. april godt lagt mærke til, at jeg stadig blev mere besværret af at gå, men havde kædet det sammen med min diabetes, som vi var ved at få styr på.
Det var ikke diabetesen, som var årsagen. Mine kolleger sendte mig hjem og en tur til min læge. Samme eftermiddag gik turen til lægen, og blodprøver m.m.
Den 25. april 2018 fik jeg taget diverse røntgenbilleder og skannet brystet på Amager Hospital.
Resultatet var klar samme eftermiddag, ophobning af væske i kroppen.
Tirsdag den 2. april 2018 efter Kristi Himmelfart blev Akutklinikken på Amager Hospital besøgt, og de beholdte mig!
Det blev til 10 dage på langs på hjerteafdelingen på Amager Hospital. Jeg har ofte lagt øre til manges bekymring, og nok med rette, omkring hospitalsvæsnets tilstand i Danmark anno 2018. Det er dog langt fra den oplevelse jeg sidder tilbage med.
Den store psykiske påvirkning, som man uvilkårlig får, når man finder ud af at ens nok vigtigste muskel fejler, bliver nærmest overvældet af den empati og forståelse, jeg møder hos de ansatte. Selve den fysiske sygdom er jeg aldrig i tvivl om, at de gør deres bedste for at takle, samtidig med at de udviser en forbløffende stor omsorg for det menneske, der er i en helt uvirkelig situation.
Tak til personalet på hjerteafdelingen i ved hvem jeg taler om, og min familie for at være der - samt ikke mindst min kolleger for at sende mig hjem til Amager, inden det var helt for sent.
Nu forestår, der en langstrakt medicinsk optrapning, som jo desværre bliver en konisk tilstand resten af mine dage.