I dag tog jeg endnu et smut forbi Den Blå Planet for at finde et sted for i fred og ro at lytte videre til lydbogen - Slavernes Øer, der er den 3. bog i Thorkild Hansens prisvindende trilogi om slavetiden i Danmark, Vestafrika og Dansk Vestindien.
Fred og ro er der godt nok ikke meget af på Den Blå Planet en søndag, hvor familier med blå, grønne og brune øjne samler sig med deres afkom i alle størrelser, farver og former for at opleve den forunderlige verden under vandoverfladen. Jeg fandt en ledig plads foran den store havtank med hajer, rokker, stimer af guldmakreller og ikke mindst nyerhvervelsen en havskildpadde. Selv bag ørepropperne og lydbogens noget monotone oplæsning trængte lyden af stemmer med forskellig styrke igennem.
Fiskenes rolige bevægelser passer godt til at bringe mine tanker hen, hvor fortællerens monotome stemme beretter fra, efter mit tidligere besøg i Christiansted på Sankt Croix for tre år siden. En tilstand af afslapning, og et ønske om at genbesøge de tabte øer melder sig endnu engang. Amerikanerne købte som bekendt øerne i 1917 af Danmark, og kalder selv øerne for Paradis, hvilket står i en skærende kontrast til den historie, som jeg får serveret i ørerne om slavetiden.
Der kommer sjældent noget godt ud af at dømme vores forfædre i en nutidig kontekst, men mine tanker kan alligevel ikke forhindre mig i at fornemme en stor afsky for, hvad der skete i den periode af Danmarks- og verdenshistorien. Gudsfrygtige mænd og kvinder, der retfærdiggjorde deres egne handlinger i kristendommen, mens de piskede en afrikansk stakkel til lydighed eller endog til døden. At det ikke var en dansk opfindelse, det med afrikanske slaver, men noget der allerede forgik internt blandt stammerne i Afrika langt før europæerne og danskerne meldte deres ankomst på Guinea-kysten, gør hverken sagen værre eller for den sags skyld bedre.
Jeg fanger indimellem øjnene på de besøgende, og jeg møder dem med et smil, mens jeg hører om slavemarkedet i Christiansted og Charlotte Amalie. En familie taler højlydt på et for mig fremmed sprog, mens de peger en hammerhaj ud for deres datter på en 3 - 4 år. En anden familie hvisker på et forståeligt svensk til deres lille lyshårede søn, at nu bliver det snart spændende for så skal hajerne fodres.
I mens fortsætter fortælleren sin oplæsning om hvordan både afrikanere og danskere døde som fluer på øerne. Mens begge parter på øerne, hvide som sorte, blev stedt til hvile i jorden, blev de afsjælede legemer i stort tal smidt ud til hajerne på mellempassagen over Atlanterhavet under den lukrative handel med slaver. Samtidig snupper en lille hammerhaj en luns kød af ubestemmelig karakter, og jeg kommer til stille at reflektere over ironien i denne situation. Glade familier ser på en tank fuld af hajer, som i stor stil ryddede op på datidens slaveoverfarter og slettede de grumme ting, der foregik på skibene inden de nåede Paradis.
Inden slaverne kom ombord på skibene blev de brændemærket af Kompagniet og andre for at sikre at indtægterne ved auktionen i Christiansted eller Charlotte Amalie tilfaldt den rette ejermand. Det var store summer, der var tale om, og de prægtige bygninger i Amaliegade som bl.a.Det Gule Palæ vidner om den rigdom, der blev hjemført til Danmark. Det er en rigdom, som alle danskere i større eller mindre grad stadig lever højt på, og var med til at bygge det velfærdssamfund på, som vi har i dag.
En kvinde med muslimsk tørklæde og hendes mand med en barnevogn betragter stille sceneriet i den store tank, og hajernes grådige indhug i mængden af foder. Babyen er vel ikke mere end 1 - 2 år, og kigger noget betuttet med. I ørerne fortsætter fortælleren sin oplæsning omkring uddeling af rom til de nyindkøbte slaver, inden de igen blev brændemærket med deres nye ejers personlige mærke.
Mine tanker kredser nu om spørgsmålet, som jeg selvfølgelig aldrig får svar på. Hvordan i alverden vil vores handlinger år 2018 blive bedømt af de kommende generationer, mens jeg smiler til den muslimske familie med det lille barn, og jeg fortsætter ud i regnskoven.
God weekend!