- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 517
Jeg arbejder i øjeblikket som BA (Business Analyst) i et scrum-team, som har ansvaret for AML-løsninger for banker, der er tilknyttet BEC. Vores scrummaster stillede os den udfordring forleden, at vi med tre fotos skulle prøve at illustrere, hvad der motiverer os i det daglige arbejde i øjeblikket.
Mine kolleger sagde (for) hurtig til mig, at nu skulle jeg ikke bare finde tre billeder af mit nyerhvervede sommerhus i Klitmøller, fordi det havde de allerede set utallige gange, hvilket jo nok også er korrekt. Men motivering finder jeg jo netop her i de omgivelser - i stilhed med højt til himlen. Derfor måtte jeg finde en lidt anden indgangsvinkel!
I teamet har vi udover danske kolleger også en polsk udvikler og en indisk BA, så måske skulle jeg prøve at fortælle lidt om, hvad Klitmøller er.
Jeg burde selvfølgelig finde nogle, af de gamle familiefotos fra de utallige besøg hos mormor og morfar i Tjaldur (Klitmøller), hvor jeg specielt husker et foto, hvor min stowte og elskelige mormor hænger ud af halvdørene fra Tjaldurs bryggers for at vinke farvel til mig og mine søstre. Vi havde sat kursen hjem mod Store Magleby efter et af de mange besøg.
Det kunne også være et foto af den klokke, som hang ude ved hoveddøren, som blev flittigt brugt, når det var spisetid, for at kalde alle os fætre og kusiner sammen fra det store klitområde, eller mig og fætter Oluf i gang med at ændre å forløbet på Nors å ved udløbet på stranden.
I stedet var det måske en god start at fortælle, hvor man i det hele taget finder Klitmøller - Cold Hawaii - på Danmarks kortet?
Fra de første ture jeg husker til Klitmøller - til en grå formiddag den 10. december 2020, er der sket rigtigt mange forandringer. Klitmøller har haft flere "storhedstider" og mange tilbageslag over tid, hvilket forandringerne også er et udtryk for. Jeg tog en afstikker fra hjemmearbejdspladsen i Smiril II, og kørte en tur ned "down town" Klitmøller.
Her var der et vandfald i Klitmøller å, hvor vandmøllen i gamle dage fik drevet møllehjulet. For et par år siden er der blevet lavet en flot kunstig sløjfe på å-løbet, så det mere roligt falder de 7 - 8 meter ned mod kysten, og opgående fisk kan komme til Vandet sø - og ud igen.
Klitmøller å har sit udspring i Vandet sø, som er en hel unik sø med utroligt klart vand, så man kan se de mange fisk med det blotte øje. Åen løber de få kilometer fra søen til udløbet i Vesterhavet gennem et meget naturskønt område i Nationalpark Thy. Ved udløbet er åen ledt gennem klitterne i en overdækket cementkasse (rør), men ålene kan stadig finde vej, og det lokale ålelaugs ålekiste fanger stadig ål til frokostbordene i byen.
Ved udløbet af åen er stranden bred hele vejen op mod Hanstholm. Om sommeren er stranden ofte optaget af tyske turister, der behørigt "indhegner" deres lille opholdssted med læsejl, baderinge, boggie boards, kites o.s.v.
Kysten er fantastisk både i sol og under efterårets mange storme, hvor bølgerne bruser, når de brækker i brændingen. En grå dag som i dag med let regn er der ikke meget aktivitet i vandet, der næsten er helt blik. Heller ingen aktivitet på selve stranden, hvor menneskene er søgt ind i husenes varme.
Klitmøller var et udpræget fiskersamfund, da jeg startede med at komme i byen med mor og far på besøg i Tjaldur. De store kystfiskebåde blev trukket op på stranden, og lugten/duften af friskfanget fisk hang i luften.
I 1970 var det dog slut med kommercielle kystfiskekuttere, da den sidste sejlede de 10 km nord på til Danmarks største fiskerihavn Hanstholm Havn. I dag har surfere, SUP'er, windsurfere, kitere og lystfiskere overtaget området. Fiskekutteren Bellis står nu som symbol på en svunden tid. Nu vrimler byen med børnefamilier, som ofte har forbindelse til de såkaldte kreative erhverv og surfermiljøet.
Der er stadig højt til himlen, frisk luft, sort nattehimmel med stjerner og god afstand mellem mennesker. Derfor er det en drøm at have kunnet flytte hjemmekontoret herop i en Corona-tid, når man som jeg er i den såkaldte risikogruppe. Så jeg bliver nok hængende vinteren over, eller minimum til jeg er blevet vaccineret.
Hilsen fra Smiril II på Clemmessti i Klitmøller!
- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 1018
Jeg går rundt i disse dage, og glæder mig fantastisk meget til den 1. december 2020.
Humøret er højt og smilet på mit ansigt kan nok ses og mærkes.
Det blev til 6 års længsel efter mit eget sted i Klitmøller, efter at søster og jeg solgte det gamle familiesommerhus Smiril. Nu er Smiril II fundet få hundrede meter fra det første.
- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 479
I september 1938 i et forsøg på at bevare freden i Europa udtalte den britiske premierminister Chamberlain de berømte ord efter et internationalt møde, der reelt splittede Tjekkoslovakiet til fordel for Nazityskland. Nazityskland fortsatte sine forberedeser til krig, og mindre end et år efter brød 2. verdenskrig ud, da Sovjet og Tyskland invaderede Polen.
Hvorfor denne refleksion? Jeg ser en form for parallel til hændelserne i Mellemøsten og Iran. I et vis omfang tilstræber de fleste mennesker vel nok efter en form for fred, der kan få den enkeltes liv til at blomstrer. Men hvad stiller vi op, når modparten reelt ikke ønsker fred, men alene at opretholde magten over andre mennesker, koste hvad det vil?
Jeg har stor forståelse og en hvis grad af sympati for de meget forbeholdne politiske udtalelelse i forbindelse med den amerikanske likvidering af den iranske general. Det kan være en meget passende kortsigtet strategi at være lidt forbeholden og afventende, specielt når vi bor i et land af vor størrelse, og med så store handelsnteresser og afledte sikkerhedspolitiskeinteresser, som Danmark har i området.
Balancen står dog sin prøve, når vi samtidig skal stå ved vore egne generelle demokratiske principper.
Hvornår er det OK at likvidere en person, som angiveligt har været hovedmanden bag talrige terrorhændelser i både Mellemøsten og i resten af Verden?
Jeg har ikke et umiddelbart svar, men man kan i historiens lys, sige at vore forsøg med at inddæmme ondskaben med økonomiske sanktioner og andre politiske fredelige midler ikke ser ud til at have den store effekt, hverken på Iran, Nordkorea, Rusland m.fl. Vi har ikke opnået det store, andet end at landenes befolkningers lidelser bliver forlænget. Hvorvidt løsningen så er at fjerne nøglepersoner fra landenes ledelse, uanset deres beskidte fingre, er så det åbne spørgsmål
Jeg er langt fra den store Trump-fan, men måske skal der en bully til at håndtere disse problemstillinger, som indtil videre har været fastlåst i en form for konfilktskyhed.
- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 511
Jeg har med fornøjelse fulgt DR2 serien med Anne og Anders fra forskellige hjørner af Mellemøsten, og jeg befinder mig i dette øjeblik for 8. gang i Ægypten.
Hvorfor er det egntligt, så svært for nogle af mine landsmænd at se på en ung omani-dreng på 14 - 15 år i sit fineste skrud, på vej til bøn i moskeen sige, at vi da skal behandle vore medmennesker ordentligt uanset tro (kristen versus muslim). Det bliver pludselig genstand for en større diskussion i forskellige medier, hvor folks fordomme og tildels uvidenhed bliver udstillet, i en uskøn sammenblanding med islamofobiske ytringer.
Jeg er nu i de seneste 10 år regelmæssigt kommet i Mellemøsten (Ægypten og Jordan) på ferie. Jeg møder generelt søde, venlige, hjertelige og velfungerende mennesker, som har mange af de samme drømme om et bedre liv, som jeg selv. Deres udgangspunkt er givet et noget andet end mit eget, men deres tilgang til andre mennesker minder meget om min egen.
Og ja, der er ligesom i de fleste lande i Verden er der sociale spændinger, som til tider blusser op. De ægyptiske koptiske kristne (15 % af befolkningen) bliver absolut ikke altid behandlet ordentligt. Ret tankevækkende skete der en opblussen af diskriminationen i perioden efter det frie demokratiske valg i forlængelse af det såkaldte arabiske forår. Den valgte præsident fra Det Muslimske Broderskab gjorde ikke meget for at fremme tolerancen blandt Ægyptens 2 store befolkningsgrupper. Som en muslimsk ægypter sagde til mig efter en god snak om livets forhold: Præsident Mursi "glemte" at han skulle være præsident for hele Ægypten, og ikke bare hans tro følgsvende blandt Broderskabet.
At der i religion er nogle dogmer, som er stærkt problematiske for en fritænker, som jeg selv (ateist), kommer nok ikke bag på nogle. Personligt har jeg meget svært ved at acceptere indiskutabele sandheder af religiøs karakter, men jeg respekterer enhvers ret til at tro på hvad som helst, sålænge den eller de personer ikke påtvinger mig det samme. At både det danske og ægyptiske samfund er under stadig påvirkning af forskellige økonomiske, kulturelle og socialt betingede forandringer er naturligvis helt evident. Men at sætte lighedstegn med et helt religiøst samfund og en gruppe utilpassede personer i Albertslund og på Nørrebro er for mig helt ubegribelig.
Selvfølgelig er disse personer ikke acceptable i den type samfund, jeg selv står for, og de skal naturligvis stækkes med de midler, som vi har givet politiet og domstolene, som alle andre kriminelle.
Jeg spørger mig selv, hvorfor intolerance i øjeblikket tilsyneladende har fat i en del mennesker, så de reelt sætter spørgsmål ved: Lighed for loven. Mit borgerligt konservative samfundssyn bliver udsat for en stor prøvelse, når jeg møder disse intolerante stemmer. Jeg vil til enhver tid kæmpe for mine danske identitet og frisind, men det er altså ikke det samme som at skulle udskamme mennesker med et andet livssyn, som udfordrer mit eget.
- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 503
Under en palme og i skarp sol kan det være lidt svært at læse, men det kan lade sig gøre. Denne gang er jeg begyndt på en bog skrevet af Jonas Jonasson, som en fortsættelse af "Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt".
Første bog har allerede gået sin sejrsgang både som bog og som en hylende morsom filmatisering, om den hundredåriges strabadser.
Fortsættelsen skuffer absolut ikke.
"Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget" er en fortsættelse, der et must hvis du holdt af den første bog. Hylende morsom og underspillet fra start. Hvis de mange andre gæster her på hotellet i Sharm el-Sheikh kigger lidt underligt på mig indimellem er det nok ikke så mærkeligt. Om det er mit udseende eller de små kluk hver gang en nærmest comedy-inspireret punch-line udspiller sig i romanen, skal jeg være usagt. Bogen må blive indspillet som film med den samme skuespiller i front som den nu hundred og et-årige Allan Karlsson.
Af forskellige årsager havner Allan Karlsson som formodet schweizisk atomfysiker i Nordkorea, samtidig med at den svenske udenrigsminister Margot Wallstrøm bliver sendt til Nordkorea, som fredsmægler for FN. Et foretræde for "Den store leder" udvikler sig i den kendte komiske og bidende satiriske retning, som første bog også var fyldt med.
"Margot Wallstrøm tog en ekstra stor mundfuld af den vin, der var blevet skænket op for at berolige nerverne, mens hun spekulerede på, hvordan det mon ville gå, hvis nogen slap Kim Jong-Un og Benjamin Nethanyahu ind i det samme lokale. En monumental mangel på humor og selvironi over for en monumental mangel på humor og selvironi. Så manglede de bare Donald Trump som mægler."
Tak til søster og svoger for e-bogen, som bliver nydt.
Jeg har godt nok lidt ondt i maven af grin.