- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 1054
At rejse er at leve udtalte H.C. Andersen ofte til sine bekendte, og den udtalelse kan jeg kun være enig i. Enhver dansker burde rejse minimum en gang årligt udenfor den hjemmelige andedam. Kun på den måde bliver du klogere på livet. Livet leves på så mange forskellige måder rundt om i Verden. Du både bliver gladere for at være født i Skandinavien i udkanten af Europa i et særdeles velstillet del af Verden, men samtidig bliver du også bevidst om at nogle af de valg, vi kollektivt har gjort, kommer med nogle høje omkostninger for os mennesker.
I øjeblikket er jeg på den lille ø Telendos. Selvom der kun er ca. 30 fastboende på øen, og er der rig mulighed for at tale med lokale ø-boer, tilrejsende fra det øvrige Grækenland og resten af Europa. På Telendos er der et hotel og en række private, der udlejer lejligheder og værelser, så der er rigelige muligheder for at bo og opleve en ret autentisk græsk ø-atmosfære med et liv, der foregår i et noget anderledes tempo end i Nordeuropa.
De græske familier med børn fra Athen og andre større byer i Grækenland søger også ud på øerne for at komme væk fra hverdagens stress, støj, skidt og møg for at omfavne stilheden, og det mere simple liv. I den forstand kan man argumentere, at der kan jo også genkendes for mere nordlige breddegrader. Jeg nyder at gå i den lille by, lytte til alverdens sprog og tage en snak med bordene ved siden af på de mange tavernaer, barer og restauranter på øen. Jeg har talt med mange danskere fra hele landet, briter, tyskere, østrigere, nederlændere, franskmænd, svenskere, nordmænd (der havde købt et lille hus på en nærliggende ø) og så naturligvis grækere.
På hotellet har der været 2 familier med 3 børn hver (ikke samtidig), som virkelig udstillede forskellen på de gennemsnitlige danske familier med børn og så græske. Det var meget påfaldende - begge familier var fra Athen og både mor og far havde job - og børnene gik henholdsvis i daginstitutioner og i skole. Som en sidebemærkning starter grundskolerne først op i midten af september, og så går de allerede på sommerferie i starten af juni. De har dog lidt færre "løse" ferier som efterårs- og vinterferie samt næsten ingen helligdage i løbet af skoleåret.
Det var spændende og sjovt af observere familierne under morgenmaden. De mindste sad og så tegneserier på tablets på bordet, mens morgenmaden stille forsvandt - intet forhastet kun dæmpet samtale fra både børnene og forældrene. Det står i skærende kontrast til det støjniveau, som jeg generelt oplever i danske familier, hvor alt handler om, at det skal gå hurtigt, effektivt og med højlydte diskussioner både blandt børn og forældre.
Jeg tog en snak med de voksne om det. Overraskende nok var de meget bevidste om det, og sagde uopfordret, at der vist var noget, at danske/skandinaviske familier generelt havde glemt. Som den ene mor sagde, når vi holder ferie, så holder vi en ferie, så både børnene og de voksne får en pause fra det hektisk liv i byen. Hun var meget reflekterende, og tilføjede, at hun troede, at mange danske/skandinaviske familier bare har "givet op", og lader børnene styrer alt uden at opdrage dem med de grænser, som kun en voksen kender.
Jeg måtte synke en større klump, fordi jeg mener, at hun/de har fat i noget helt essentielt, at vi i Nordeuropa i forfølgelsen af egen rigdom, har glemt at leve, og i denne her sammenhæng, at give børnene en ballast, så de kan fungere i voksenlivet. Det passer så godt ind i min egen livsfilosofi om at en hver generation, skal give næste generation del i de erfaringer, som er draget i form af både gode og dårlige ting samt de faldgruber, der jo åbenlyst er i livet. Livet er ikke et egotrip, som går ud på hele tiden at realisere sig selv, men bør være at sikre at den kommende generation et endnu bedre, rigere og indholdsrigt liv, end man selv har haft.
Nu vil jeg gå ned på tavernaen On the Rocks og bestille en stor velskænket Mythos og måske lidt god græsk let frokost.
Gad vide hvem jeg får talt med i dag ved bordene.
Endnu en ferie er gået alt for hurtigt, men jeg er blevet en smule klogere på livet - og er klar til endnu en hektisk periode på jobbet.
- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 1009
På vej til Spar-købmanden hertil formiddag kom jeg til at tænke på, om jeg nogensinde før har holdt juleaften i Klitmøller. Jeg er meget i tvivl, og da hverken mine bedsteforældre eller forældre stadig lever, kommer det nok til at stå hen i det uvisse.
Jeg husker dog et pyntet juletræ i "indhakket" i den stue, der ligger/lå tættest ved køkkenet i Tjaldur. Men jeg husker hverken at have danset rundt om det eller at der lå gaver under klar til udpakning. Til gengæld husker jeg familie kom-sammen på Lyder-sidens familiegård - Miklenborg - nær Tårup på Fyn. Men gad vide om det ikke var en rundtur mellem Store Magleby, Klitmøller og Miklenborg i juledagene, jeg har svage erindringer om.
Nu er jeg så i Klitmøller i Smiril II, og fejrer julen i mit eget selskab, uden kendte ansigter rundt om mig og den larm og ballade, som mange mennesker skaber, når de er samlet, er afløst af stilhed.
Når jeg træder ud af døren til terassen kan jeg nyde solen, der kæmper for at nå over tagryggen på naboens hus, og i baggrunden kan jeg høre bølgerne, der brækker i brændingen. Et blik ud over Hanstholm Reservatet (Nationalparken) skaber en yderligere ro og afslappethed, som virkelig er god for alle, der oplever den.
Jeg kommer i den grad til at savne familiejulen i aften med søstre, svogre, nevøer, niece, svigerniecer og de fem dejlige rødder fra den yngste generation. Det kommer forhåbentlig igen på et senere tidspunkt, når vi får styr på den s.... virus.
Rigtig god jul til alle både familie og venner i indland og udland!
- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 1018
Jeg arbejder i øjeblikket som BA (Business Analyst) i et scrum-team, som har ansvaret for AML-løsninger for banker, der er tilknyttet BEC. Vores scrummaster stillede os den udfordring forleden, at vi med tre fotos skulle prøve at illustrere, hvad der motiverer os i det daglige arbejde i øjeblikket.
Mine kolleger sagde (for) hurtig til mig, at nu skulle jeg ikke bare finde tre billeder af mit nyerhvervede sommerhus i Klitmøller, fordi det havde de allerede set utallige gange, hvilket jo nok også er korrekt. Men motivering finder jeg jo netop her i de omgivelser - i stilhed med højt til himlen. Derfor måtte jeg finde en lidt anden indgangsvinkel!
I teamet har vi udover danske kolleger også en polsk udvikler og en indisk BA, så måske skulle jeg prøve at fortælle lidt om, hvad Klitmøller er.
Jeg burde selvfølgelig finde nogle, af de gamle familiefotos fra de utallige besøg hos mormor og morfar i Tjaldur (Klitmøller), hvor jeg specielt husker et foto, hvor min stowte og elskelige mormor hænger ud af halvdørene fra Tjaldurs bryggers for at vinke farvel til mig og mine søstre. Vi havde sat kursen hjem mod Store Magleby efter et af de mange besøg.
Det kunne også være et foto af den klokke, som hang ude ved hoveddøren, som blev flittigt brugt, når det var spisetid, for at kalde alle os fætre og kusiner sammen fra det store klitområde, eller mig og fætter Oluf i gang med at ændre å forløbet på Nors å ved udløbet på stranden.
I stedet var det måske en god start at fortælle, hvor man i det hele taget finder Klitmøller - Cold Hawaii - på Danmarks kortet?
Fra de første ture jeg husker til Klitmøller - til en grå formiddag den 10. december 2020, er der sket rigtigt mange forandringer. Klitmøller har haft flere "storhedstider" og mange tilbageslag over tid, hvilket forandringerne også er et udtryk for. Jeg tog en afstikker fra hjemmearbejdspladsen i Smiril II, og kørte en tur ned "down town" Klitmøller.
Her var der et vandfald i Klitmøller å, hvor vandmøllen i gamle dage fik drevet møllehjulet. For et par år siden er der blevet lavet en flot kunstig sløjfe på å-løbet, så det mere roligt falder de 7 - 8 meter ned mod kysten, og opgående fisk kan komme til Vandet sø - og ud igen.
Klitmøller å har sit udspring i Vandet sø, som er en hel unik sø med utroligt klart vand, så man kan se de mange fisk med det blotte øje. Åen løber de få kilometer fra søen til udløbet i Vesterhavet gennem et meget naturskønt område i Nationalpark Thy. Ved udløbet er åen ledt gennem klitterne i en overdækket cementkasse (rør), men ålene kan stadig finde vej, og det lokale ålelaugs ålekiste fanger stadig ål til frokostbordene i byen.
Ved udløbet af åen er stranden bred hele vejen op mod Hanstholm. Om sommeren er stranden ofte optaget af tyske turister, der behørigt "indhegner" deres lille opholdssted med læsejl, baderinge, boggie boards, kites o.s.v.
Kysten er fantastisk både i sol og under efterårets mange storme, hvor bølgerne bruser, når de brækker i brændingen. En grå dag som i dag med let regn er der ikke meget aktivitet i vandet, der næsten er helt blik. Heller ingen aktivitet på selve stranden, hvor menneskene er søgt ind i husenes varme.
Klitmøller var et udpræget fiskersamfund, da jeg startede med at komme i byen med mor og far på besøg i Tjaldur. De store kystfiskebåde blev trukket op på stranden, og lugten/duften af friskfanget fisk hang i luften.
I 1970 var det dog slut med kommercielle kystfiskekuttere, da den sidste sejlede de 10 km nord på til Danmarks største fiskerihavn Hanstholm Havn. I dag har surfere, SUP'er, windsurfere, kitere og lystfiskere overtaget området. Fiskekutteren Bellis står nu som symbol på en svunden tid. Nu vrimler byen med børnefamilier, som ofte har forbindelse til de såkaldte kreative erhverv og surfermiljøet.
Der er stadig højt til himlen, frisk luft, sort nattehimmel med stjerner og god afstand mellem mennesker. Derfor er det en drøm at have kunnet flytte hjemmekontoret herop i en Corona-tid, når man som jeg er i den såkaldte risikogruppe. Så jeg bliver nok hængende vinteren over, eller minimum til jeg er blevet vaccineret.
Hilsen fra Smiril II på Clemmessti i Klitmøller!
- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 4599
Jeg går rundt i disse dage, og glæder mig fantastisk meget til den 1. december 2020.
Humøret er højt og smilet på mit ansigt kan nok ses og mærkes.
Det blev til 6 års længsel efter mit eget sted i Klitmøller, efter at søster og jeg solgte det gamle familiesommerhus Smiril. Nu er Smiril II fundet få hundrede meter fra det første.
- Detaljer
- Skrevet af: Claus Skaalum Lyder
- Visninger: 958
I september 1938 i et forsøg på at bevare freden i Europa udtalte den britiske premierminister Chamberlain de berømte ord efter et internationalt møde, der reelt splittede Tjekkoslovakiet til fordel for Nazityskland. Nazityskland fortsatte sine forberedeser til krig, og mindre end et år efter brød 2. verdenskrig ud, da Sovjet og Tyskland invaderede Polen.
Hvorfor denne refleksion? Jeg ser en form for parallel til hændelserne i Mellemøsten og Iran. I et vis omfang tilstræber de fleste mennesker vel nok efter en form for fred, der kan få den enkeltes liv til at blomstrer. Men hvad stiller vi op, når modparten reelt ikke ønsker fred, men alene at opretholde magten over andre mennesker, koste hvad det vil?
Jeg har stor forståelse og en hvis grad af sympati for de meget forbeholdne politiske udtalelelse i forbindelse med den amerikanske likvidering af den iranske general. Det kan være en meget passende kortsigtet strategi at være lidt forbeholden og afventende, specielt når vi bor i et land af vor størrelse, og med så store handelsnteresser og afledte sikkerhedspolitiskeinteresser, som Danmark har i området.
Balancen står dog sin prøve, når vi samtidig skal stå ved vore egne generelle demokratiske principper.
Hvornår er det OK at likvidere en person, som angiveligt har været hovedmanden bag talrige terrorhændelser i både Mellemøsten og i resten af Verden?
Jeg har ikke et umiddelbart svar, men man kan i historiens lys, sige at vore forsøg med at inddæmme ondskaben med økonomiske sanktioner og andre politiske fredelige midler ikke ser ud til at have den store effekt, hverken på Iran, Nordkorea, Rusland m.fl. Vi har ikke opnået det store, andet end at landenes befolkningers lidelser bliver forlænget. Hvorvidt løsningen så er at fjerne nøglepersoner fra landenes ledelse, uanset deres beskidte fingre, er så det åbne spørgsmål
Jeg er langt fra den store Trump-fan, men måske skal der en bully til at håndtere disse problemstillinger, som indtil videre har været fastlåst i en form for konfilktskyhed.