Inden jeg gik fra værelset til buffeten på hotellet her torsdag aften i Sharm el-Sheikh, faldt jeg over en avisartikel, der bl.a. havde et interview med en familiemor på ferie i Grækenland. Hun var meget fortørnet over, at rejsebureauet ikke havde informeret om, at der var mange flygtninge på Lesbos, fordi hendes ferie da ikke skulle spoleres af denne ulykkelige situation. Jeg måtte virkelig grave dybt i mig selv for at kunne forstå bare et fragment af hendes reaktion.

Selvfølgelig er det ærgerligt at blive konfronteret med den virkelighed, der hersker i den verden, som vi alle er en del af, når man bare skal have det sjovt og hyggeligt med familien her om sommeren.

Men er vi som priviligerede nordeuropæere virkelig blevet så bange og skræmte over verdens realiteter, at vi virkelig tror, at vi kan melde os ud af den både i hverdagen og ferien?

Jeg er desværre tilbøjelig til at tro det. Vi gemmer os bag høje ligusterhække, taler sjældent med naboen, vil have grænsebomme op og har en tilbøjelighed til at have nok i os selv.

Vores lille stamme i nord er blevet udfordret af omgivelserne, der er i stærkt opbrud.

Her i Sharm el-Sheikh ser jeg rigtigt mange glade og sympatiske mennesker, der fejrer afslutningen på Ramadanen, og som absolut IKKE skræmmer mig. De har naturligvis drømmen om et bedre liv for sig selv og deres familie, men hvem har ikke det?

Troen på at det at være dansker er noget specielt og unikt i verden, er for mig en illusion, som vi alle for længe siden burde have gennemskuet. Misforstå mig ikke - jeg holder meget af det danske sprog, det danske land og historie samt de mennesker, der lever her! Jeg tror bare ikke at løsningen på de problemstillinger, som vi mødes af både inden for og uden for landets grænser, er ved at lukke naboen og verden ude.

I min optik skal problemerne takles med empati og imødekommenhed overfor de mennesker, som vi  møder på vores vej. Det giver naturligvis nogle slag på livets vej, men dem vil jeg hellere tage, end at være indelukket, bange og skræmt hele livet!

Glædelig Eid - Eid Mubarak til alle!