Fredag ankom jeg for 5. gang til et ferievarmt Egypten, og ressortet Royal Grand Sharm - www.royalgrandsharm.com. Som sædvanligt bliver jeg overvældet af den hjertevarme og venlighed, der møder mig fra personalet, når jeg træder ind på hotellet. Nogle kynikere vil nok mene, at det bare er en tillært business approach til gæster, men jeg vælger naivt at blive trukket med af strømmen, og nyder hvert øjeblik. Måske er det også derfor, at mange af gæsterne går rundt med et guldarmbånd (Festivalarmbånd) som symbol på, at de har været på ressorten minimum 3 gange.

Den store pool på Royal Grand Sharm

Jeg bliver dog aldrig fan af den forretningsmentalitet, der hersker på Sharm el-Sheikhs gågade i Naama Bay og på Old Market.

Hvem har dog bildt disse forretningsdrivende ind, at jo mere påtrængende de er, og jo mere de råber turisterne i hovedet, jo større er sandsynligheden for, at turisten laver forretning med dem?

Der er godt nok et mulighedernes marked for undervisning af de handlende i gode salgstekniker overfor nordeuropæere - hvis de bare havde pengene til at betale for det. Nej, den mentalitet bliver jeg aldrig tilhænger af, men så finder, jeg jo bare andre steder at frekventere.

Den ting som ud over venlige og imødekommende egyptere, tiltrækker mig mest, er naturligvis Det Røde Hav. Første gang du oplever koralrevet, bliver du både overvældet og fascineret (nogle bliver også skræmt). Bare 25 m ud af en jetty (flydebro) fra ressortet, et skridt ud over platformen og i baljen med smagen af salt i mund og næse. Du ender lige uden for revet med 15 - 20 meter til bunden i et meget salt hav omgivet af en utrolig mængde af farvestrålende skabninger i mange forskellige størrelser og former. Det skal prøves, hvis du bare er lidt glad for vand.

Denne gang havde jeg besluttet at erstatte snorklingudstyret med et kursus i at dykke rigtigt med flasker. Jeg gennemførte de indledende øvelser i poolen, og nåede også det første rigtige dyk langs koralrevet. Helt fabelagtig oplevelse! Desværre havde jeg gamle fjols lige overset, at våde strømpesokker på varm asfalt, når det er over 40 grader, ikke er den bedste cocktail, når jeg samtidig mangler noget af følelsen i begge fødder. Det resulterede i 2. grads forbrændinger på begge fodsåler - ja jeg kan godt mærke begge fødder i dag :( Foreløbigt er dykkerkurset sat på hold, damm it!

Men så får jeg også lejlighed til at besøge ressortets læge. En ung 26 årig sympatisk egypter fra Kairo, som har en bror, der lige er blevet uddannet som dyrlæge. Lidt empati og en god portion nysgerrighed fra os begge, har resulteret i et par gode samtaler om livet i Egypten og Danmark. Han fortæller bl.a., at hans mor blev enke som bare 25 årig, da han var 6 år. Hun har hutlet sig gennem de to sønners opvækst og uddannelse på en lille livsforsikring, som faderen havde tegnet. Han fortæller stolt, at nu er det hans og broderens opgave at give moderen et bedre liv. Det er dog noget forunderligt at høre, at han som læge i Egypten tjener 100 EGP (90 DKK) pr. dag plus kommission, typisk op til det samme beløb. Gad vide hvad en tjener eller andet personale på ressortet - så tjener. Han bor, dog på ressortet og får ophold og maden, som en del af den samlede løn. Men det er jo ikke fyrstelige vilkår for en uddannet læge. Jeg undlader for min del at fortælle, hvordan lægers livsvilkår er i Danmark, selvom han nok har en god ide om det i forvejen. Men det sætter jo mange ting i perspektiv, når du fører disse berigende samtaler med mennesker fra en anden verden.

Egyptiske gartnere i Sharm
40 grader i skyggen - gad vide hvad der er i solen?