Tankerne var rettet mod endnu en nytårsaften i Egypten med udsigt over det Røde Hav, masser af sol og en behagelig varme på mit stamhotel Royal Grand Sharm.
Fingrene havde ramt tastaturet på pc'en, og bestillingen var godt undervejs - men nej, fanden stå i det, nu skal der prøves noget andet!
Mine drømmerejsemål har jeg listet i mit hoved, og i festligt lag har jeg sat ord på dem. Et af de største er de Dansk Vestindiske øer, og jeg kunne se på Norwegian.dk, at de begynder at flyve til Sankt Croix via San Juan, Puerto Rico denne november.
Det var for fristende, og flyturen blev booket til den 25. december 2015 og hjem igen 14 dage senere. Allerede nu kan jeg godt se at denne oplevelse bliver i en lidt anden prisklasse end traditionen med all-inclusive på Royal Grand Sharm, men det vidste jeg godt på forhånd.
Når man skal besøge de velhavende amerikaneres yndlings ferieparadis, bliver det pebret.
Det valgte hotel blev www.kingchristian.com i Christiansted til en lidt pebret værelsespris, og det endda uden forplejning.....
Nu kan jeg næsten ikke vente og nedtællingen er startet i hovedet. Jeg glæder mig afsindigt til en oplevelse med masser af dansk historie, som generationer før mig bare kunne drømme om at opleve. Historiske kolonibygninger, danske gadenavne og en efter sigende flot natur. Jeg tror, at jeg skal have opgraderet SD-kortet til kameraet!
Det var så nummer 1 på drømmeoplevelserne, så nu ser listen ud som følger!
1. New Zealand
2. Australien
3. Hawaii
4. Krydstogt i Karibien
5. New York
6. L.A.
7. Canada
Mon dog ikke der kommer flere hen af vejen.