Jeg har med fornøjelse fulgt DR2 serien med Anne og Anders fra forskellige hjørner af Mellemøsten, og jeg befinder mig i dette øjeblik for 8. gang i Ægypten.
Hvorfor er det egntligt, så svært for nogle af mine landsmænd at se på en ung omani-dreng på 14 - 15 år i sit fineste skrud, på vej til bøn i moskeen sige, at vi da skal behandle vore medmennesker ordentligt uanset tro (kristen versus muslim). Det bliver pludselig genstand for en større diskussion i forskellige medier, hvor folks fordomme og tildels uvidenhed bliver udstillet, i en uskøn sammenblanding med islamofobiske ytringer.
Jeg er nu i de seneste 10 år regelmæssigt kommet i Mellemøsten (Ægypten og Jordan) på ferie. Jeg møder generelt søde, venlige, hjertelige og velfungerende mennesker, som har mange af de samme drømme om et bedre liv, som jeg selv. Deres udgangspunkt er givet et noget andet end mit eget, men deres tilgang til andre mennesker minder meget om min egen.
Og ja, der er ligesom i de fleste lande i Verden er der sociale spændinger, som til tider blusser op. De ægyptiske koptiske kristne (15 % af befolkningen) bliver absolut ikke altid behandlet ordentligt. Ret tankevækkende skete der en opblussen af diskriminationen i perioden efter det frie demokratiske valg i forlængelse af det såkaldte arabiske forår. Den valgte præsident fra Det Muslimske Broderskab gjorde ikke meget for at fremme tolerancen blandt Ægyptens 2 store befolkningsgrupper. Som en muslimsk ægypter sagde til mig efter en god snak om livets forhold: Præsident Mursi "glemte" at han skulle være præsident for hele Ægypten, og ikke bare hans tro følgsvende blandt Broderskabet.
At der i religion er nogle dogmer, som er stærkt problematiske for en fritænker, som jeg selv (ateist), kommer nok ikke bag på nogle. Personligt har jeg meget svært ved at acceptere indiskutabele sandheder af religiøs karakter, men jeg respekterer enhvers ret til at tro på hvad som helst, sålænge den eller de personer ikke påtvinger mig det samme. At både det danske og ægyptiske samfund er under stadig påvirkning af forskellige økonomiske, kulturelle og socialt betingede forandringer er naturligvis helt evident. Men at sætte lighedstegn med et helt religiøst samfund og en gruppe utilpassede personer i Albertslund og på Nørrebro er for mig helt ubegribelig.
Selvfølgelig er disse personer ikke acceptable i den type samfund, jeg selv står for, og de skal naturligvis stækkes med de midler, som vi har givet politiet og domstolene, som alle andre kriminelle.
Jeg spørger mig selv, hvorfor intolerance i øjeblikket tilsyneladende har fat i en del mennesker, så de reelt sætter spørgsmål ved: Lighed for loven. Mit borgerligt konservative samfundssyn bliver udsat for en stor prøvelse, når jeg møder disse intolerante stemmer. Jeg vil til enhver tid kæmpe for mine danske identitet og frisind, men det er altså ikke det samme som at skulle udskamme mennesker med et andet livssyn, som udfordrer mit eget.