I september 1938 i et forsøg på at bevare freden i Europa udtalte den britiske premierminister Chamberlain de berømte ord efter et internationalt møde, der reelt splittede Tjekkoslovakiet til fordel for Nazityskland. Nazityskland fortsatte sine forberedeser til krig, og mindre end et år efter brød 2. verdenskrig ud, da Sovjet og Tyskland invaderede Polen.
Hvorfor denne refleksion? Jeg ser en form for parallel til hændelserne i Mellemøsten og Iran. I et vis omfang tilstræber de fleste mennesker vel nok efter en form for fred, der kan få den enkeltes liv til at blomstrer. Men hvad stiller vi op, når modparten reelt ikke ønsker fred, men alene at opretholde magten over andre mennesker, koste hvad det vil?
Jeg har stor forståelse og en hvis grad af sympati for de meget forbeholdne politiske udtalelelse i forbindelse med den amerikanske likvidering af den iranske general. Det kan være en meget passende kortsigtet strategi at være lidt forbeholden og afventende, specielt når vi bor i et land af vor størrelse, og med så store handelsnteresser og afledte sikkerhedspolitiskeinteresser, som Danmark har i området.
Balancen står dog sin prøve, når vi samtidig skal stå ved vore egne generelle demokratiske principper.
Hvornår er det OK at likvidere en person, som angiveligt har været hovedmanden bag talrige terrorhændelser i både Mellemøsten og i resten af Verden?
Jeg har ikke et umiddelbart svar, men man kan i historiens lys, sige at vore forsøg med at inddæmme ondskaben med økonomiske sanktioner og andre politiske fredelige midler ikke ser ud til at have den store effekt, hverken på Iran, Nordkorea, Rusland m.fl. Vi har ikke opnået det store, andet end at landenes befolkningers lidelser bliver forlænget. Hvorvidt løsningen så er at fjerne nøglepersoner fra landenes ledelse, uanset deres beskidte fingre, er så det åbne spørgsmål
Jeg er langt fra den store Trump-fan, men måske skal der en bully til at håndtere disse problemstillinger, som indtil videre har været fastlåst i en form for konfilktskyhed.