Det blev kun til 1 uges sommerferie uden for landets grænser, men en af de mere mindeværdige og alt for korte.
Søster Anette fejrede hendes 50 års fødselsdag i februar, og havde i den anledning inviteret de 3 sønner, 3 svigerdøtre samt 3 børnebørn og naturligvis min svoger til en lille ø mellem det græske fastland og Sicilien.
Øen Zakynthos er kendt som skildpaddeøen, da det er et af de steder i Middelhavet, hvor skildpadderne lægger æg på strandene.
Jeg blev også til min store glæde inviteret med, og jeg fortryder ikke et sekund mit ja tak, selvom det var en hård ventetid henover alle sommernånederne frem til august, mens jeg kunne følge alle kollegerne på skift holde deres sommerferie.
Ugen fløj afsted med hygge og ikke mindst skønne oplevelser med de 3 små, som havde en fantastisk uge i standkanten og i børnepoolen.
Det blev til en masse gåture på Tsivili Beach, og en enkelt bådtur med skildpaddespotting (vi fik set dem). Selve spottingen var dog noget af et Tivoli/Cirkus, hvor turbådene cirklede rundt mindre end 5 minutter fra havnen i bugten, og klumpede sig sammen om den enlige han, som først blev spottet.
Den efterfølgende sejltur langs sydkysten af øen med indlagt badetur i det azurblå vand var dog en fabelagtig oplevelse.
... og jeg siger, det var absurdt blåt. De hvide klipper i skrænterne og i vandet giver en helt unik blå farve, der nærmest brænder sig fast i nethinden.
Tavernaer blev besøgt om aftenen i den typiske græske ferieby, selvom søster havde booket "all inclusive" - så var det jo aldrig et problem med morgenmad, frokost, snacks og drikkelse, specielt med de 3 mindste i tankerne.
Du kommer dejligt tæt på hinanden på en sådan tur, og det var rart at få talt om ting, som vi ikke til dagligt får vendt i den fortravlede hverdag.
Zakynthos kan stærkt anbefales - og Tsilivi Beach Hotel i særdeleshed, hvis der er børn med.